Sæsonens første ligasejr!

Sæsonens første kamp endte med en sejr på 31-26 til VORES HOLD over oprykkerne fra TMS Ringsted. Selvom TMS Ringsted kom som oprykkere, var det langt fra til at se på banen, hvor de startede ud med høj fat og pres på angrebet. Efter 5 min har holdet allerede inkasseret et gult kort og en udvisning.
Århus Håndbold kommer dog også godt fra start og er foran 5-2 efter godt 5 minutter spillet. Jens Fredsgaard starter, som i tidligere kampe, rigtig godt ud på mål og får også scoret to gange i træk på tomt mål i den anden ende.

TMS Ringsted presser godt på og spiller 7 mod 6 meget af tiden. Ganske forståeligt, for det fungerer godt for holdet, der finder hullerne i vores forsvar og efter 20 minutter har de udlignet stillingen til 9-9.
Erik Veje og Simon Sørensen prøver at finde løsningerne der kan føre scoringer, og forsøger sig med forskellige rokader, men målene udebliver. Dertil driller det meget offensive forsvar Århus-drengene og stillingen ved pausen er 11-14.

Århus Håndbold kommer bedre fra start i anden halvleg og har reduceret til 14-15 efter 3 minutters spilletid. Herefter følger dog to udvisninger til henholdsvis Tobias Møller og Besard Hakaj og holdet er nødsaget til at spille uden målmand. Dette bliver dog hurtigt straffet af TMS Ringsted. VORES HOLD tager kort tid efter en timeout og vender stort set tilbage til startopstillingen, der nu fungerer bedre. Drengene kæmper og med flere vigtige redninger fra Jens Fredsgaard, der i anden halvleg ender med en redningsprocent på 42, samt et stort pres i angrebet, er Århus-drengene igen med i kampen med knap et kvarters spilletid tilbage. Herfra er det VORES HOLD der styrer kampen, og kan trække en komfortabel sejr hjem på 31-26.

Til trods for festugen og en del andre arrangementer der faldt sammen med VORES HOLDs første kamp, havde drengene en fantastisk opbakning i Ceres Arena, hvor også vores allernyeste spiller Christoffer Bonde fik flot velkomst på banen.

Kampens målscorere:
Sebastian Henneberg: 8 mål
Nikolaj Læsø: 7 mål
Besard Hakaj: 4 mål
Anders Martinusen: 4 mål
Tobias Møller: 3 mål
Nikolai Vinther: 2 mål
Jens Fredsgaard: 2 mål
Fredrik Schilling: 1 mål

2018-09-01T18:22:54+00:00