Simon Sørensen: “Vi skal turde at spille på at lave de nemme mål”

Det blev til en sejr i første ligakamp og allerede i dag venter den næste på udebane mod KIF Kolding kl. 20.30. I de seneste sæsoner har Århus-drengene vist sig fra sin allerbedste side, når kampene har været imod KIF og har således vundet alle indbyrdes møder.

KIF Kolding lagde ud med en tur til Lemvig-Thyborøn, hvor det blev til uafgjort på 31-31, holdet førte ellers det meste af kampen, men havde hele tiden et kæmpende Lemvig-hold i hælene og kunne ikke lukke kampen.

Selv havde VORES HOLD også en smule problemer med det andet oprykkerhold TMS Ringsted, der i 1. halvleg fik vendt Århus´ føring på 8-3 til egen føring på 14-11. Assistenttræner Simon Sørensen var dog godt tilfreds med kampen efterfølgende, hvor VORES HOLD som bekendt fik vendt kampen igen og fik hevet en komfortabel sejr på 31-26 hjem.
“Jeg synes, vi får en god start. Vi dækker godt op og får straffet deres 7 mod 6 spil. Vores angrebsstruktur bliver dårligere i en fase op til halvlegen, hvor vi ikke spiller med nok tempo. Vi løser det dog og får justeret en smule i pausen og jeg synes hele 2. halvleg er fin,” fortæller Simon Sørensen.  

For det var 7 mod 6-spillet der drillede VORES HOLD i slutningen af første halvleg. Derfor har der også været fokus på dette frem mod kampen i dag, hvor det allerede i lørdagens kamp blev øvet godt. Simon Sørensen fortæller:
“Vi skal sørge for, at de ikke laver mål hver gang i 7 mod 6-spillet og sørger for at holde fart og afstand. Vi skal turde at skyde og løbe kontra og måske også på tomt mål. Vi laver 6 på 9 i tomt mål i sidste kamp og det er udemærket. Så vi skal turde at spille på at lave de nemme mål og sørge for, at det ikke bliver for voldsomt.

Dagens kamp kan du følge på TV2 Sport med optakt fra kl. 20.05 inden kampen begynder kl. 20.30.

2018-09-05T07:09:47+00:00