Stadig ubesejret på hjemmebane

Det blev til endnu en sejr i dagens opgør mod Nordsjælland, hvor specielt Jens Fredsgaard skal fremhæves for en fremragende indsats og en redningsprocent på knap 47 %.
Dermed er Århus Håndbold stadig ubesejrede på hjemmebane i denne sæson efter sejren på 31-26 over Nordsjælland.

Kampen starter ud i højt tempo og efter knap fire minutters spil, er stillingen 2-2. Der er fine takter i forsvaret, hvor Kristian Rammel og Anton Laursen får dækket godt op i midterforsvaret. Det kniber dog med scoringerne herefter for begge hold, og efter knap 12 minutter er stillingen 6-6. Nordsjælland kommer herefter foran på straffe, men Århus-drengene svarer hurtigt igen. Med redninger af Fredsgaard og hurtige scoringerne i den anden ende, er VORES HOLD hurtigt med igen og fører med 10-8. VORES HOLD får stille og roligt mere styr på spillet og et helt igennem velspillende forsvar gør, at drengene kan gå til pause med en 3-målsføring på 16-13.

2. halvleg starter ud med endnu en redning af Fredsgaard, men dog lidt problemer i spillet og Erik Veje tager timeout efter 3 minutters spil. Nordsjælland går mere offensivt i forsvaret, men Århus finder stadig scoringerne. Kort tid efter er Nordsjælland dog godt med i kampen igen og har reduceret til 19-18 efter knap 10 minutters spil. Flere fejl og tabte bolde fra Århus Håndbold giver Nordsjælland en chance for at komme med i kampen igen, men Jens Fredsgaard leverer redning på redning.
Også syv mod seks spillet fungerer for VORES HOLD, hvor blandt andet Tobias Møller får fisket en bold, han hurtigt omsætter til scoring i den anden ende. Denne efterfølges af flere hurtige og ikke mindst flotte scoringer fra VORES HOLD og stillingen er 29-24 med ca. fem minutter igen. Nordsjælland har også forsøgt sig med syv mod seks, men det fungerer knap så godt – de forsøger sig med at gå helt offensivt, men føringen til Århus Håndbold er for stor og VORES HOLD kan derfor gå fra banen med en sejr på 31-26 og to point til kontoen.

Kampens målscorere:
Tobias Møller: 7 mål
Nikolaj Læsø: 6 mål
Anders Martinusen: 6 mål
Torben Petersen: 4 mål
Kristian Rammel: 3 mål
Jonas Langerhuus: 2 mål
Nikolai Vinther: 1 mål
Mads Peter Lønborg: 1 mål
Besard Hakaj: 1 mål

2018-09-25T22:42:25+00:00