Ærgerligt nederlag til Skjern efter en flot indsats fra VORES HOLD

Der var lagt op til et spændende opgør i Ceres Arena i dag, hvor VORES HOLD tog imod Skjern Håndbold. Det er altid tætte kampe, når de to hold mødes, og det blev det også i dag, hvor kampen flere gange svingede.

Kampen starter ud i højt tempo, hvor både Århus og Skjern kommer til skudchancer, bedst går det dog for de grønne fra Skjern, der efter 13 minutter er foran med 7-3 til trods for et flot forsvarsspil fra Århus-drengene. Knap så godt går det i den anden ende, hvor de har svært ved at omsætte chancerne til scoringer, hvor også Emil Nielsen får grebet flere af boldene. Med knap 10 minutter tilbage af 1. halvleg tager Erik Veje timeout, og Århus kommer godt videre. Læsø fisker en bold i forsvaret og Schilling kvitterer med scoring i den anden ende. Læsø fortsætter det gode spil med to scoringer mere og sammen med en vigtig redning fra Fredsgaard, er Århus kun på bagud med 11-12, da der fløjtes til pause.

Anden halvdel af kampen starter fremragende for VORES HOLD, hvor Læsø igen kommer til scoring trods undertal – hvad end Erik Veje har sagt i pausen, virker det for Århus Håndbold. Skjern løber ind i en scoringspause på godt 14 minutter, og drengene fra VORES HOLD får kæmpet sig foran med fire, stillingen er 16-12 efter knap 12 minutter. Skjern tager timeout, og herefter får de langt bedre styr på spillet, og med 15 minutter igen får de udlignet til 17-17. Århus får igen problemer med at sætte scoringerne ind, og Skjern kommer hurtigt foran til en stilling på 21-19. Fredsgaard holder VORES HOLD inde i kampen med vigtige redninger og med knap 3 minutter igen er stillingen 24-22 til Skjern. Med 30 sekunder igen er Århus bagud med 1 mål og Erik tager timeout, bolden ryger desværre på stolpe, og Århus Håndbold må se sig slået med et mål, 24-23 til Skjern. Et ærgerligt nederlag til et flot kæmpende Århus Håndbold og en fantastisk opbakning fra de 3920 tilskuere i Ceres Arena.

Kampens målscorere:
Nikolaj Læsø: 8 mål
Tobias Møller: 6 mål
Besard Hakaj: 4 mål
Torben Petersen: 2 mål
Nikolai Vinther: 1 mål
Fredrik Schilling: 1
Anders Martinusen: 1 mål

2018-10-03T22:39:32+00:00