Nikolaj Læsø: vi kan være med mod de store hold

Onsdag aften led Århus Håndbold sit første nederlag på hjemmebane i denne sæson, da de tabte med et enkelt mål til Skjern Håndbold efter en meget spændende kamp.
Nikolaj Læsø blev topscorer for VORES HOLD med otte mål og satte flere vigtige scoringer ind. Selv fortæller han om kampen:
”Det var en hård og intens kamp, som tydeligvis kunne gå begge veje. Forsvarsmæssigt står vi rigtig godt og holder Skjern nede på 24 mål. I den anden ende scorer vi desværre ikke selv og må erkende, at 23 mål ikke er nok til at slå et hold som Skjern.”

Det var dog rigtig fine takter, som vi så fra VORES HOLD i kampen. Blandt andet fik holdet kæmpet sig tilbage tæt på pausen, og var efter 30 minutters spil kun ét mål i underskud efter en 4-målsføring fra Skjern.
Endnu to store hold venter for VORES HOLD i oktober, hvor vi både møder GOG og BSV på udebane. Sidste år var det småt med point hentet mod de tungere drenge i ligaen, men i år kan der hentes point her, mener Nikolaj Læsø.
”Vi fik i kampen mod Skjern vist, at vi godt kan være med mod de store hold. Det er klart, det bliver nogle svære kampe, vi går i møde, men hvis vi står godt i forsvaret og spiller godt angrebsmæssigt også, så tror jeg nok, vi skal få nogle point mod topholdene. Hvis vi spiller på vores topniveau mod GOG og BSV, er jeg sikker på, vi har muligheden for at tage point med hjem.”

Hvad Århus Håndbold, udover de fine takter på banen, kan tage med til næste kamp, var den fremragende opbakning holdet havde i Ceres Arena. Her var små 4000 mødt op for at støtte VORES HOLD, og det betyder bestemt noget for spillerne, fortæller Nikolaj Læsø.
”Som spiller er det helt fantastisk at spille i Ceres Arena, når der er så mange mennesker – især til kampen mod Skjern, hvor der var en rigtig god stemning. Det betyder meget for os spillere, at der er opbakning fra publikum, og det kan bestemt høres og mærkes på banen.”

Den næste kamp for VORES HOLD venter på udebane mod GOG i Arena fyn på fredag d. 12 oktober. GOG ligger i øjeblikket på en 3. plads med 10 point efter 6 spillede kampe og møder på søndag d. 7/10 Lemvig-Thyborøn, inden de fredag d. 12/10 tager imod VORES HOLD kl. 19.30.

2018-10-05T18:40:57+00:00