Simon Sørensen hjemvendt fra sin første landsholdssamling

I sidste uge holdte Herre Håndbold Ligaen landsholdspause. Det betød også, at vi kunne sende hele seks mand af sted til landsholdsamlinger i Skærbæk. Henholdsvis fire spillere, assistenttræner Simon Sørensen og fysioterapeut Morten Frank.

For Simon Sørensen var det hans første landsholdssamling i spidsen for U19-landsholdet, hvor han sammen med Mathias Albrektsen var et helt nyt trænerteam. Selve samlingen fortæller Simon Sørensen positivt om.
”Det gik godt og det var en rigtig fin samling, hvor jeg fik hilst på en masse nye ansigter. Der var mange nye ting, som man skulle forholde sig til, men jeg fik et fint indtryk af den nye sammensætning af lederteam, og det var generelt en god uge.”

Der var også mange nye spillere at finde til samlingen, hvor Simon Sørensen forud havde valgt at indkalde flere nye ansigter i landsholdsregi. At der netop til denne samling var flere nye end tidligere, er der en god forklaring på, fortæller Simon Sørensen.
”Det har lagt i kortene i forhold til opbygningen, hvor vi gerne vil brede os ud efter slutrunden i sommers. Det falder fint i spil med den måde, jeg gerne vil se tingene an på, og hvad årgangen rummer. Vi får set så mange som muligt – også dem, som har et stort potentiale, men ikke nødvendigvis er på topniveau endnu.”

Det var ikke kun nye spillere, der i mandags kunne møde ind til samling, men, som nævnt, også et nyt trænerteam, der nu består af Simon Sørensen og Mathias Albrektsen. Også dette samarbejde, kan Simon Sørensen kun fortælle positivt om.
”Vi skal selvfølgelig se hinanden an i forhold til, hvordan vi kompenserer hinanden, men der er helt sikkert rigtig gode kompetencer i spil sammen med Mathias. Det bliver et rigtig fint samarbejde.”

Også to spillere fra Århus Håndbolds eget U18-hold, Jacob Sejer og Andreas Larsen, var med til samlingen i Skærbæk. Også her har landstræneren kun positivt at fortælle.
”De klarede sig fint. Som alle andre fik de vist sig frem og oplevet, hvad det vil sige at være til landsholdssamling, inklusiv et større træningsforløb med 1-2 træninger om dagen fem dage i streg. Det var hårdt, men rigtig godt for dem.”

Hjemvendt fra samling, er fokus igen rettet på Århus Håndbold og kampen mod Bjerringbro-Silkeborg på onsdag for landstræneren. Selvom fællesnævneren for Simon Sørensens nu to jobs, er håndbold, er han dog helt klar på, at det nu igen gælder ligahåndbold.
”Det er to forskellige jobs, men jeg er ret indstillet på, at når jeg er det ene sted er fokus der, og vice versa. Nu er jeg tilbage som træner for Århus Håndbold og indstillet på, at vi skal have nogle flere point på kontoen.”

2018-10-29T19:47:33+00:00