Jonas Langerhuus: Man spiller jo håndbold for at være med der, hvor det er sjovt

Jonas Langerhuus vendte tilbage til dansk håndbold med skiftet til Århus Håndbold sidste sommer efter to sæsoner i den schweiziske klub Pladi Wintherthur. Her var han en markant profil på holdet, og selvom det endnu ikke har budt på helt så meget spilletid i Århus Håndbold, er han glad for skiftet, der også har betydet mere tid til familien.
”Det har været rart at komme hjem og få spillet noget dansk håndbold, fremfor det man spiller i udlandet. Vi har spillet godt som hold og fået rigtig mange point, hvilket også er fedt at være med til. Familiemæssigt har det også været rart. Min søster har to små børn, så det er også dejligt at være hjemme og se dem noget mere” fortæller Jonas Langerhuus.

En velspillende Anders Martinusen har betydet, at det har været småt med spilletid for Jonas Langerhuus. Han har dog også sendt vigtige mål i nettet for Århus Håndbold, blandt andet en meget vigtig scoring i de sidste sekunder mod Nordsjælland, der sikrede sejren på 29-28 kort før jul.
”Jeg har ikke spillet så meget, som jeg gerne ville. Man spiller jo håndbold, fordi man gerne vil på banen, når der er kamp. Det har været lidt svært personligt, men omvendt, så har vi spillet godt som hold, og Anders har spillet rigtig godt.”

Inden vi tog hul på sæsonen, roste cheftræner Erik Veje højrebacken for hans vildskab og uregerlighed på banen. Helt så meget af den Jonas Langerhuus, har vi dog ikke fået at se endnu, mener spilleren selv.
”Jeg trives bedst under ansvar, og det ansvar har jeg bare ikke haft endnu. Den person, som jeg normalt er som håndboldspiller, har man ikke set på banen endnu, fordi det har været i så små glimt. Det er da klart noget, som jeg arbejder på. Det er også noget, man vil få at se, når jeg får noget mere ansvar.”

I morgen tager VORES HOLD igen hul på Herre Håndbold Ligaen, hvor Ribe-Esbjerg gæster Ceres Arena kl. 15.00. Jonas Langerhuus ser frem til den resterende sæson, hvor der specielt er en kamp, han gerne vil have revanche i.
”Jeg glæder mig rigtig meget til alle kampene, men jeg synes, vi har en revanche til gode mod Skjern. Det er godt nok på udebane, men der har vi noget at hente. Der er jo også Aalborg og BSV på hjemmebane. To kampe, som vi ikke spillede særlig godt i, så det er rart at komme på hjemmebane og skulle spille mod dem her. Vi har også snart Final4, hvor vi skal møde Skanderborg. Det er en kamp, som jeg tror, alle ser frem til. Man går lidt i spænding og venter på det.”

Der venter stadig otte vigtige kampe, inden vi kan tage hul på slutspillet. Indtil videre ligger VORES HOLD på en fornuftig placering i top otte, hvor drømmescenariet er at tage point med i slutspillet, fortæller Jonas Langerhuus.
”Det kunne være fedt at ligge i top fire, få point med over og føle, at man har chancen i år. At vinde nogle kampe mod de store hold, og komme ind med en god følelse i slutspillet, tror jeg skaber en masse selvtillid på holdet. Den selvtillid kan måske være med til at sikre os nogle point i slutspillet, så vi kan være med, hvor det er sjovt. Det er jo derfor, man spiller håndbold, for at være med der, hvor det er sjovt.”

2019-02-01T12:44:47+00:00