Et spændende revancheopgør i vente mod Skjern Håndbold

VORES HOLD fik en god start på den resterende del af sæsonen, da de sikrede endnu to point med lørdagens sejr over Ribe-Esbjerg HH. De to point gør, at Århus Håndbold stadig befinder sig på ligaens tredjeplads – og en plads, der i morgen skal forsvares, når Århus-drengene møder de grønblusede fra Skjern Håndbold på udebane i Skjern Bank Arena kl. 18.30.

Morgendagens modstander befinder sig i øjeblikket på en syvendeplads i ligaen, og vi kan som altid forvente en tæt kamp mellem de to hold. Netop en sejr over Skjern var næsten hjemme i sidste ligaopgør. Her blev kampen først afgjort i de allersidste minutter. Det har også været Skjern, der i de sidste tre ligaopgør mod VORES HOLD, er gået fra banen med to point. Det er derfor en stor revanchekamp, der venter for Århus Håndbold i morgen.

Ligesom VORES HOLD er Skjern Håndbold også kommet godt fra start med en sejr over oprykkerne fra Lemvig-Thyborøn på 36-25. Her var det målsikre spillere som Thomas Mogensen, Bjarke Christensen og Bjarte Myrhol, der blev noteret for henholdsvis 7, 6 og 5 mål, som var med til at sikre sejren.

I kampen mod Ribe-Esbjerg HH leverede Jens Fredsgaard igen en pragtpræstation i målet og endte på en redningsprocent på 44 %, hvor han også nappede to ud af tre straffekast fra Ribe-skytterne. Jens Fredsgaard var kun, et af mange eksempler på, at drengene fra VORES HOLD har taget formen fra 2018 med ind i det nye år. Nikolaj Læsø og Besard Hakaj var også rigtig godt spillende i kampen og stod for henholdsvis 7 og 5 mål.

Kampen i morgen bliver desværre ikke tv-transmitteret, men kan som altid følges på tophaandbold.dk.
Vi opdaterer også som altid hjemmesiden med referat efter kampen.

2019-02-05T15:15:33+00:00