Mads Lind ser muligheden for endnu en pokaltitel til Århus Håndbold

Vi tager endnu et tilbageblik på pokalfinalen i 2013, hvor Århus Håndbolds anfører dengang hed Mads Lind. En spiller, som spillede hele sin karriere i den østjyske klub, og som tydeligt husker den første pokaltitel til Århus Håndbold.
”Når man kigger tilbage på en karriere, er opfattelsen hos en selv og også hos andre udenfor, at titler er med til at definere forståelsen for det niveau, man har spillet på. Derfor er denne pokal-titel helt essentiel for mig, og også for flere andre fra holdet. Vi er glade og stolte af den titel, og pokalmesterskabet ligger klart som det største for mig i en karriere, hvor også DM-finale, kampe med en fyldt Ceres Arena og Champions League rangerer højt,” fortæller Mads Lind.

Det er ved at være et par år siden, kampen blev spillet i dengang NGRi Arena, men der er dog stadig momenter, som Mads Lind tydeligt husker fra finalen. Specielt et Skjern-hold, som passede godt til Århus Håndbolds spillestil. I kampen fulgtes de to hold stort set også ad i hele kampen, hvor der i 60 minutter ikke var mere end to mål, der adskilte holdene.
”Skjern havde mange spillere, som havde været med i mange år. De lå godt til os, da de også ønskede at afgøre håndboldkampe ved at spille fysisk og reelt håndbold, i stedet for en kamp med masser af løb. Jeg husker også en Henrik Hansen, som spillede en fantastisk kamp og leverede på øverste hylde. I en tæt kamp som den var, har man behov for ekstraordinære præstationer,” fortæller Mads Lind.

Kort efter kampen, hvor holdet netop havde hentet sit første pokalmesterskab hjem til klubben, fangede TV2´s Stine Jørgensen, Mads Lind til en kommentar. Her fik anføreren fortalt, at han var noget træt af, at det var søndag. I dag fortæller han dog, at de bestemt fik fejret pokalen med eufori og rettidig arrogance – at vinde med gode venner, gjorde kun sejren bedre, fortæller Mads Lind.
”Vi var flere, der havde spillet sammen i mange år, og som havde et fantastisk forhold til hinanden og til klubben. Holdet var velfungerende med spillere som Simon Birkefeldt og Fredrich Petterson, der efterfølgende har fået fine karrierer i udlandet.”

Den tidligere anfører ser bestemt muligheder for at hive endnu en pokaltitel med hjem til Århus Håndbold, der også ser afviklingen af stævnet i Jyske Bank Boxen, som en naturlig og positiv udvikling af håndbold-Danmark.
”Århus Håndbolds chancer er bestemt til stede. Overvinder man en af sæsonens store positive overraskelser, Skanderborg, så står man i en finale, hvor kampen-i-kampen, skader og få momenter får afgørende betydning. Jeg er generelt imponeret over en flot sæson i Århus Håndbold. Mange af spillerne har leveret gode præstationer over en længere periode, hvor specielt Jens Fredsgaard og Nikolaj Læsø skiller sig ud,” siger Mads Lind.

2019-03-03T19:39:36+00:00