Tobias Møller: Vi kan hente to point mod GOG

I snart to sæsoner har venstrefløjen Tobias Møller tørnet ud for Århus Håndbold. På onsdag tager den tidligere GOG-spiller imod sit gamle hold. Et hold, som i øjeblikket er særdeles godt kørende i toppen af Herre Håndbold Ligaen til trods for et nederlag til Sønderjyske. Fløjspilleren ved, at det er en stor opgave, der venter i Ceres Arena, men også en opgave, som han mener, VORES HOLD kan løfte.
”Der er ingen tvivl om, at GOG er et godt hold, men jeg synes også, at det er et hold med mange unge spillere. Der er dog ingen tvivl om, at det stadig er et velspillende hold, så hvis de får lov til at spille på deres præmisser, kan vi sagtens gå ind og tabe kampen. Det bliver vores opgave at få lukket ned for deres spil, lukket ned for kontrafasen og få åbnet deres defensive 6-0 forsvar.”

I det sidste halve år, hvor Tobias stadig spillede i GOG, så vi ham mere og mere inde på playmakerpladsen. Forrige år fik han også en del spilletid på selv samme position i Århus Håndbold. I denne sæson er det dog kun blevet til spilletid på venstrefløjen. Tobias Møller har dog taget flere elementer med sig tilbage på fløjpositionen.
”Sidste sæson spillede jeg rigtig meget playmaker, hvilket gav mig noget helt andet end at spille fløj. På det punkt, har jeg helt sikkert fået noget med i form af mere overblik og mere taktisk forståelse, som jeg stadig bruger, selvom jeg spiller fløj. Jeg kalder stadig nogle systemer en gang imellem, som vi skal spille. Så er det jo playmakerens opgave at tage det eller lade være, men jeg forsøger stadig at byde ind, hvis jeg ser nogle ting. Det har jeg aldrig gjort før som fløjspiller, så det er helt sikkert noget, der har udviklet mig,” fortæller Tobias Møller.

Selvom det er en hård modstander, der venter i Ceres Arena, så har Tobias Møller og VORES HOLD også haft en fornuftig sæson indtil videre. Slutspilspladsen og deltagelse i Santander Final4 er også allerede sikret. Nu venter der nogle hårde kampe, hvor foruden GOG, også venter BSV, TTH Holstebro og Aalborg Håndbold i marts måned.
”I denne sæson ligger vi godt med i den gode ende af tabellen. Jeg mener, vi har holdet til at spille med, og derfor kunne det også være fedt at slå nogle af de hold, man kalder tophold. Det har vi endnu til gode. Det betyder, at vi derfor skal vinde nogle af de kommende kampe i marts måned. Det handler derfor om at tro på det. Vi tror på, at vi mod GOG kan tage to point med fra banen.”

Kigger vi på spilleren, Tobias Møller, så er det også en god sæson, som han har spillet . 69 mål i 21 kampe har venstrefløjen indtil videre sendt ind fra venstrefløjen og på straffekast. Selv mener Tobias Møller også, at denne sæson indtil videre har været en af de bedre.
”For mig personligt er det gået rigtig godt i denne sæson. Det har været en af de bedre sæsoner, jeg har spillet de senere år. Jeg kan godt mærke, at det giver mere selvtillid, når man spiller godt, også for resten holdet. Vi har allerede fået flere point, end vi havde sidste år. Jens har stået en god sæson, som har givet noget mere stabilitet og har gjort, at vi har vundet flere af de kampe, som vi skulle vinde. Det har også været medvirkende til, at vi ligger på den placering i ligaen, som vi gør i øjeblikket.”

Mindre end 14 dage, så skal Santander Final4 afgøres i Jyske Bank Boxen. Århus Håndbold trak i december modstanderen Skanderborg, som de mødes med i første semifinale d. 16. marts kl. 13.30.
”Jeg håber, vi kan slå Skanderborg. Jeg tror både Skanderborg og os er glade for lodtrækningen, men det gør jo ikke noget. Det betyder bare, at det bliver en tæt kamp, som vi så oftest har spillet mod Skanderborg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan slå Skanderborg, men det er et godt hold, så vi skal spille rigtig godt for at vinde. Der er en helt klar mulighed for at komme i finalen, og i en finale kan alting jo ske,” fortæller Tobias Møller.

2019-03-04T16:08:55+00:00