Århus Håndbold ansætter kommerciel direktør

Efter en grundig proces udvider Århus Håndbold nu organisationen med en kommerciel direktør, der skal sikre en fortsat positiv udvikling af de kommercielle aktiviteter i håndboldklubben.

Århus Håndbold høster i øjeblikket stor sportslig succes, og nu er byens håndboldklub klar til at give de kommercielle aktiviteter endnu et løft. Klubben har efter en længere proces ansat Per Rasmussen i en nyoprettet stilling som kommerciel direktør. Og det er et kendt ansigt fra håndboldens verden, der nu kommer til Århus Håndbold.

I godt 11 år var Per Rasmussen først administrerende direktør og siden kommerciel direktør i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold, inden han i juni 2017 blev ansat i Randers HK som administrerende direktør. Men nu vender han altså igen tilbage til Herre Håndbold Ligaen.
”Jeg glæder mig meget til at arbejde med Århus Håndbold og ser potentielt rigtige mange muligheder i forhold til at udvikle salget og tilknytte endnu flere samarbejdspartnere til den loyale kreds af sponsorer, der er i klubben. Det gode salg handler både om at opsøge nye muligheder, men i høj grad også at udvikle vores tilbud til vores eksisterende samarbejdspartnere,” siger Per Rasmussen.

Ansættelsen af en kommerciel direktør med en stærk salgsprofil har stået højt på ønskelisten hos bestyrelsen i Århus Håndbold:
”Vi har fået mange brugbare input fra nuværende og potentielle sponsorer. Vi har på den baggrund fået tegnet dét, vi mener, er den helt rigtige profil til at give Århus Håndbold et markant kommercielt løft,” fortæller formand i Århus Håndbold, Jørgen Noes, som også glæder sig over, at der har været tid til en grundig rekrutteringsproces. ”Det har været lærerigt for os alle omkring klubben at skulle se på forretningen Århus Håndbold med nye, friske øjne. Og jeg er sikker på, at vi nu har fundet et set-up, der vil lægge endnu et lag på det stærke fundament der er bygget op gennem de seneste år,” siger han.

Klubben har gennem alle år sat økonomisk ansvarlighed over kortvarig sportslig succes. Men med den nuværende sportslige medvind og en stærk loyal sponsorkreds, er tiden ifølge Jørgen Noes inde til at give århusiansk herrehåndbold endnu et løft:
”Vi har hele tiden været fortrøstningsfulde, når det kom til det sportslige, hvilket de nuværende resultater med en slutspilsplads samt vores deltagelse i Final 4 den kommende weekend også har bekræftet os i. Vi har allerede i dag nogle dedikerede medarbejdere på kontoret samt et team af frivillige sponsorer og ildsjæle, som har fastholdt et højt niveau på alle vores sponsoraktiviteter. Med Per Rasmussen får vi nu en stærk profil, som kan stå i spidsen for vores kommercielle aktiviteter og med sin baggrund kan løfte os til næste niveau,” siger Jørgen Noes.

Per Rasmussen siger:
”Jeg har fået en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til, og jeg glæder mig til de nye udfordringer. Jeg ser Århus Håndbold som en klub med mange muligheder for fremtiden. Derfor glæder jeg mig rigtigt meget til at rykke til Aarhus, og jeg kan love alle, at jeg vil gøre alt for at sikre, at det fortsat vil være attraktivt at være samarbejdspartner i Århus Håndbold.

Per Rasmussen tiltræder mandag den 1. april 2019.

Kort om Århus Håndbolds nye kommercielle direktør
Per Rasmussen
57 år
Bosiddende i Hadsten
Gift med Mette Dam Olesen.
Tidligere job:
Adm. direktør i Randers HK
Adm direktør og kommerciel direktør i BSV
Salgschef på ErhvervsBladet
Salgsdirektør hos Dansk Handelsblad
Avischef på EjendomsAvisen.

2019-03-12T15:03:16+00:00