Peter Lund: Vi skylder os selv at få nogle point

Heller ikke i gårsdagens kamp blev det til en sejr for VORES HOLD, og dermed er der kun en lille teoretisk mulighed for at blive en del af denne sæsons DM-semifinaler. Der venter dog stadig tre slutspilsopgør for Århus Håndbold, der nu har mødt de tre modstandere for første gang.

Der var lagt op til den helt store duel mellem de to østjyske hold, der med de to point netop stadig kunne holde liv i en semifinale-plads. Århus Håndbold jagtede i hele kampen Skanderborgs føring, hvor de også fik udlignet flere gange, dog uden nogensinde at blive farlige. Derfor tog Skanderborg også de to point med fra banen. Hvad der gjorde, at Århus Håndbold aldrig formåede at bringe sig foran, havde anfører Peter Lund også svært ved at sætte ord på efter kampen.
”Det ved jeg ikke, vi kæmper sindssygt godt og kommer op og udligner flere gange. Det er ikke fordi, vi stiller os tilfredse. Vi laver bare nogle dumme fejl, hver gang vi får kæmpet os tilbage, der gør, at vi bliver straffet lynhurtigt.”

Med nederlaget i går er semifinaledrømmen så godt som slukket for Århus Håndbold, selvom der stadig er en lille teoretisk mulighed. Sæsonen er dog ikke slut endnu, og der er stadig tre slutspilskampe og en pokalkamp, inden spillerne kan pakke harpiksen væk indtil næste sæson. Stemningen og gejsten skal løftes til de kommende opgør, selvom pointene kun er til pynt, siger anføreren.
”Det bliver vi nødt til, både for sponsorerne, fansene og os selv ikke mindst. Det er godt nok ikke særlig sjovt, at vi stadig kan risikere at stå med nul point efter det her slutspil, så vi SKAL have point på kontoen. Der er heldigvis ikke så langt mellem kampene, så vi skal bare op på hesten igen hurtigst muligt. Det er mange dage på et år, vi har brugt på det her, så vi skylder også os selv at få nogle point.”

Næste modstander venter allerede om mindre end en uge, når Bjerringbro-Silkeborg gæster Ceres Arena tirsdag d. 7. maj kl. 18.30. I første slutspilsopgør kom Århus Håndbold flyvende fra start, og var efter 7 minutter i front med 7-1. Dog fik Bjerringbro langsomt ædt sig ind på føringen og vendte kampen til en sejr på 32-29. For at vende det næste opgør til en sejr, skal motivationen være det bærende element, siger Peter Lund.
”Vi skal vise, at motivationen er til stede for at få nogle point på kontoen. Vi skal bevise, at vi er berettiget til at være med i det her slutspil.”

2019-05-01T13:56:41+00:00