Emil Jessen: Vi har spillet med god koncentration og disciplin

VM-slutrunden for U19 er godt i gang, og her er det gået ganske fornuftigt for de danske U19-herrer. Fem ud af fem mulige sejre og i aften venter en 1/8-finale mod Tunesien.
Udover landstræner Simon Sørensen, assistenttræner for Århus Håndbold, har vi flere spillere med. Netop indskiftet i truppen er Jon Katballe, derudover nyeste skud på stammen i Århus Håndbold, Emil Jessen, som har været med fra slutrundens start.

Ligesom vores U21-drenge beskrev det tidligere på sommeren, så er det også en stor oplevelse for Emil Jessen at være af sted med det danske ungdomslandshold.
”Det er en kæmpe oplevelse at være med til min første slutrunde med landsholdet, og det er meget lærerigt og sjovt. Det har været spændende at spille mod nogle nationer, som spiller på en lidt anderledes måde, end vi er vant til at se i Danmark.”, fortæller han fra Nordmakedonien.

Danmark endte ved lodtrækningen inden slutrunden i gruppe C sammen med Japan, Argentina, Nigeria, værterne fra Makedonien og Bahrain. Ikke umiddelbart de helt store håndboldnationer med meget anderledes spillestile end Danmark. En udfordring som de danske U19-herrer har klaret fremragende, og er efter de indledende gruppekame endt som 1ér med maksimum point.
”Jeg synes, vi startede godt ud til VM. Det har været specielt at skulle spille mod en masse forskellige håndboldnationer. jeg synes dog, at vi har spillet med god koncentration og disciplin. Hele truppen har budt godt ind, og vi har haft en god gejst på i kampene.”

Emil Jessen har også klaret sig godt og har været på måltavlen i alle kampe. I kampen mod Argentina blev han også topscorer med 7 mål. Efter de fem første kampe lyder meldingen fra Nordmakedonien, at U19-herrerne er klar til dagens 1/8-finale efter gårsdagens hviledag.
”Der er en rigtig god stemning i truppen, vi har det godt sammen og vi er alle ved at være klar til kampen mod Tunesien.”

Vil du følge med i dagens 1/8-finale mod Tunesien kl. 18.30, så kan du livestreame kampen lige her: http://po.st/FBU_HU19_DKTun_ottelive

Tunesien endte selv som 4ér i gruppe D.

Danmarks kampe i resultater:
6/8 Danmark-Japan 30-23 (18-11)
8/8 Argentina-Danmark 19-29 (11-15)
9/8 Danmark-Nigeria 35-22 (21-8)
11/8 Nord Makedonien-Danmark 26-29 (11-13)
12/8 Danmark-Bahrain 36-29 (17-12)

2019-08-14T15:36:38+00:00