TM Tønder i dag er første skridt mod endnu en Final4-deltagelse

VORES HOLD er snart på vej mod syd, for i dag venter en 1/8-finale mod 1. divisionsholdet fra TM Tønder, der er første skridt på vejen mod endnu en Final4-deltagelse.

Det bliver også første betydningsfulde kamp for VORES HOLD i denne sæson, hvor spillerne har vist fine takter i opstarten.

Selvom det er et 1. divisionshold der venter i aftenens kamp, så er det bestemt ikke et nemt opgør. Århus Håndbolds statistikker for opgør i Tønderhallen er ikke prangende. Flere vil nok huske et opgør for et par sæsoner siden kort før jul, hvor Århus-drengene måtte vende hjem uden point.

Derfor er der også stort fokus fra spillerne til dagens opgør på den berygtede udebane, fortæller Nikolaj Læsø.
”Tønderhallen er altid svær at spille i. Tønder har ikke et lige så godt hold som sidste år, men man skal aldrig komme ind til kampe og sige, at vi vinder den 100 procent. Jeg ser det som en kamp, vi skal tage rigtig seriøst, og så skal vi ned til Tønder og være klar til at give den gas fra start af”

Tønder har fået mange nye spillere ind i denne sæson, og er ikke helt så sammenspillet som VORES HOLD, der har mulighed for at starte med stort set den samme startopstilling som sidste år alt efter hvad trænerteamet beslutter. Derudover har Anton Laursen også vist gode takter i opstarten og har smidt flere gode kasser i mål, hvor også Peter Lund har haft fine aktioner i angrebet, når Besard Hakaj har brug for pauser.

Derfor er der et spændende opgør i vente kl. 19.00 i Tønder Sport og Fritidscenter, når de to hold mødes i 1/8-finalen. Kampen er desværre ikke TV-kamp, så kan du følge med lige her: https://tophaandbold.dk/livescore

Vi holder jer selvfølgelig opdateret op resultatet!

2019-08-26T15:54:55+00:00