I morgen begynder ligasæsonen for VORES HOLD

Endelig er det igen blevet tid til Håndbold i Ceres Arena, når VORES HOLD i morgen begynder ligasæsonen med et opgør mod KIF Kolding.

Århus Håndbold kommet godt igennem opstartsperioden med fem gode sejre og stærke præstationerne hele vejen rundt. Blandt andet viste holdet rigtig fine takter mod Mors/Thy og til trods for et overmatch i nederlaget mod Champion League-holdet fra Paris Saint-Germain, viste holdet her også fine præstationer.

Vores to nyeste spillere Emil Jessen og Jon Katballe har i store dele af opstarten været til VM-slutrunde sammen med assistenttræner Simon Sørensen. De er vendt tilbage til truppen med en bronzemedalje. Emil Jessen har fortsat de fine takter fra slutrunden, hvor han i pokalkampen mod TM Tønder scorede sine tre første officielle mål for klubben.
Christoffer Bonde var så uheldig at blive ramt af en bold i hovedet i en af de første træningskampe, men ser ud til at snart at være kampklar igen, så vi lægger ud med et skadesfrit hold klar til kamp.

KIF Kolding har fået fem nye spillere til truppen, modsat Århus Håndbold, der stort set har identisk startopstilling fra sidste sæson. Det har dog ikke slået koldingenserne ud, som også har haft en fornuftig opstart. Her har de blandt andet spillet mod 1. divisionsholdet fra HC Midtjylland, som de slog 25-23, de har banket de finske mestre 45-22 og vundet over Nordsjælland med cifrene 35-25.

I tidligere opgør mellem dagens to hold er statistikken faldet bedst ud til VORES HOLD. Sidste sæson vandt Århus Håndbold begge opgør med henholdsvis 31-25 og 28-21, hvor blandt andet Jens Fredsgaard i begge kampe leverede fremragende præstationer i målet.

Målet for sæsonen bliver en billet til slutspillet. Kampen om pladserne er i denne sæson en hård kamp – derfor skal Århus Håndbold godt fra start, og med jeres opbakning håber vi på en sejr i morgendagens kamp!

Mangler du stadig at købe din billet til Århus Håndbolds første hjemmekamp i denne sæson, så kan du stadig nå det lige her.

2019-09-02T20:01:58+00:00