Vi stiller skarpt: Nikolaj Læsø

Nikolaj Læsø har fået en fremragende sæsonstart, hvor han i øjeblikket ligger øverst på topscorerlisten efter de første 12 kampe med 87 mål, er blevet kåret som månedens spiller i september og er en del af det nye udviklingslandshold, sammen med spillere som Lasse Møller, Emil Lærke og Nikolaj Enderleit. Derudover har han tilkæmpet sig en plads på Rundens Hold 6 gange på 12 spillerunder.

Selv startede Nikolaj Læsø med at spille håndbold, da han var omkring otte år gammel, og spillede i mange år både fodbold og håndbold. Selvom valget faldt på håndbold, så får han stadig lov til at vedligeholde fodboldevnerne en smule, når spillerne fra VORES HOLD varmer op med fodbold inden træning.
”Jeg var nok lidt bedre til håndbold, men det var svært at vælge fodbold fra, da jeg er vildt god til det,” siger Nikolaj, da spørgsmålet falder på det svære valg.

Heldigvis tyder det på, at Nikolaj Læsø valgte rigtigt, hvilket hans fremragende præstationer i denne sæson er et tydeligt bevis på. Det har landstrænerne også set, hvor Nikolaj Læsø er én ud af seks spillere, der er en del af det nye udviklingslandshold for håndboldherrerne, som Henrik Kronborg står i spidsen for.
”Det er altid rart, at man får anerkendelse for sit arbejde, og at man ved, der bliver kigget på, om man præsterer,” siger Nikolaj Læsø.

En af de bedste håndboldminder Nikolaj Læsø har, skal findes tilbage i foråret, hvor Århus Håndbold deltog i Santander Final4. Her fik VORES HOLD en helt fantastisk opbakning og støtte fra de medrejsende fans i orange hjørne. I december venter kvartfinalen mod TTH Holstebro, der endnu engang kan bringe Århus Håndbold til Jyske Bank BOXEN og endnu en Final4.
”Vi har gjort det før, og jeg tror på, vi kan gøre det igen. Vi ved, det bliver en svær kamp, men vi håber på at kunne overraske.”

2019-11-23T08:28:27+00:00