To point til kontoen efter sejr over KIF Kolding

Målet hedder slutspil for VORES HOLD, og derfor var der brug for to point i dagens opgør mod KIF Kolding for at holde liv i den drøm. For det bliver rigtig tæt, når det senere i sæsonen skal afgøres, hvilke otte hold, der skal spille slutspil.
Et skridt nærmere tog VORES HOLD dog i dag, hvor KIF Kolding lagde hjemmebane til opgøret. Der var dog ikke så meget at gøre for modstanderne, der mødte et Århus-hold, der holdt hovedet koldt og hev en sejr hjem på 27-23.

Århus kom fra start med høj fart og flot spil, blandt andet af Christoffer Bonde i målet, der pillede de første fire skud fra KIF. Først da Richard Frisk kom på mål i modstandernes ende fik Århus Håndbold-spillerne lidt svært ved at komme forbi ham. KIF fik reduceret gevaldigt inden pausen og VORES HOLD var kun i front med to mål efter de første 30 minutters spil.

Kun tre minutters spil i 2. halvleg fik Besard Hakaj, inden han blev sendt fra banen med rødt kort. Det var dog kun noget, der fik Århus Håndbold til at kæmpe endnu mere for at sikre de to point. Sejren så sikker ud efter 46 minutter og en stilling på 16-23, hvorefter Bonde igen lukkede godt ned for det orange mål. Alexander Morsten fra KIF fik dog sneget bolden forbi et par gange, men springet op til Århus Håndbold var for stort at hente for KIF. Derfor vender VORES HOLD retur til Smilets By med to gode point på kontoen.

Tobias Møller topscorer for VORES HOLD i kampen med 7 mål.

Kampens målscorere:
Tobias Møller: 7 mål
Nikolaj Læsø: 5 mål
Anders Martinusen: 4 mål
Lukas Jørgensen: 4 mål
Torben Petersen: 2 mål
Emil Jessen: 2 mål
MP Lønborg: 2 mål
Besard Hakaj: 1 mål

2019-11-29T21:39:10+00:00