VORES HOLD går på juleferie med et nederlag

Det så længe godt ud for VORES HOLD i dagens opgør, men efter 1. halvleg kom problemerne. GOG´s Mathias Gidsel fik lov til at gøre stort set, hvad han ville i angrebet, og der skulle ikke gå lang tid, før GOG sendte en scoring i mål til en føring, de kun udbyggede.

Det var en hel anden præstation de ca. 1500 tilskuere var vidne til i 1. halvleg, hvor blandt andet Nikolai Vinther fik sendt et par flotte scoringer i mål. VORES HOLD viste et spil på banen, der på måltavlen burde have givet mange flere mål, end de 11 holdet stod noteret for.
De gode takter kom desværre ikke med over i 2. halvleg, hvor Århus Håndbold var i store scoringsproblemer. Derfor var det også GOG, der løb med sejren på 27-20 i det sidste opgør.

Nu venter der en juleferie og en EM-pause, inden vi åbner dørene til meget mere håndbold i 2020. Vi lægger ud med et opgør på hjemmebane mod Skanderborg Håndbold d. 30 januar kl. 20.00.

Med årets sidste opgør færdigspillet, vil vi fra Århus Håndbold gerne sige tak for støtten i 2019. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår og ser frem til mange flere gode håndboldoplevelser med jer i 2020.

P.S. Vil I se lidt mere til en af de spillere, der næste sæson rammer Århus Håndbold, så følg med, når Norge skal i aktion under EM. Her er William Aar nemlig udtaget, og derfor kan du få en forsmag på en af de nye spillere, der næste år trækker i den orange trøje.

2019-12-21T18:49:27+01:00