Poul-Erik takker af hos DHF, Kim træder til – begge stadig en del af Århus Håndbold

Til Golden League-stævnet i oktober takkede Poul-Erik Jensen af efter mange år som DHFs musikmand. Nu tager Kim Nielsen over til januar, hvor han skal sørge for musikken i hallen og stemningen undervejs for både Herre- og Damelandsholdet. Begge kender vi rigtig godt i Århus Håndbold, hvor Poul-Erik er DJ og Kim er speaker til VORES HOLDs kampe i Ceres Arena. Det var også Poul-Erik, der hjalp Kim med at få en fod indenfor hos DHF igennem deres samarbejde i Århus Håndbold.
”Det var jo egentlig Poul-Erik, der har hjulpet mig med at få kørt det her i stilling, hvor jeg startede i Ceres Arena i 2010. Min allerførste kamp var mod AG København med 5000 tilskuere, og jeg var nervøs,” fortæller Kim Nielsen, da han husker tilbage.

Det hele startede i Hammel, hvor Kim speakede og spillede musik, når serie 1 herrerne spillede. En dag spillede Århus Håndbold træningskamp i hallen, og her blev Kim sidenhen hevet med ind i Ceres Arena, hvor han har speaket lige siden. Nu bliver det ham, der trykker på play-knappen, når den danske nationalmelodi skal spilles til landskampene.
”Så skal man ramme den rigtige knap. Tænk nu, hvis du kommer til at ramme en forkert. Når Danmark skal til at synge, er det skidt at trykke på den med Sverige,” griner Kim.

Men arbejdet er langt fra kun at trykke på en knap, fortæller Kim. Det kan hurtigt blive til rigtig mange timer udover selve kampdagen, hvor han kommer og gør klar med sit musikanlæg.
”Der er jo en masse forberedelse før, hvor jeg skal lave musikken. Normalt tager man jo nogle eksisterende numre og klipper til, så det passer til et mål. Derudover skal man også kigge på, hvad det er for nogle mennesker, der sidder i hallerne. Hvis det er unge mennesker, er det en slags musik, er det nogle på min egen alder, så er det en anden slags musik. Det skal passe både til dem der spiller på banen, men selvfølgelig også til publikum, som man skal underholde. Det er jo en form for underholdning, man laver for at få nogle flere i hallen. Tilskuerne skal hygge sig, ligesom de skal til Århus Håndbolds kampe.”

Udover at være stemmen bag Århus Håndbolds kampe, er Kim også musikmand hos Silkeborg-Voel, ansat hos Siemens, musikmand til damernes Final4 efter jul og derudover DJ. Et timeantal der hurtigt hedder plus 55 timer om ugen. Alligevel ser han frem til at arbejde endnu mere af en simpel grund.
”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med det. Jeg elsker jo at underholde folk og gøre dem glade, og det er jo en del af det her.”

Århus Håndbold ønsker Kim stort tillykke med den nye stilling, samtidig med et fortsat samarbejde med VORES HOLD

2019-12-23T12:19:06+00:00