VORES HOLD startede 2020 på bedste vis, da holdet vandt med 10 mål over lokalrivalerne fra Skanderborg. Selvom alle point tæller for Århus Håndbold lige nu, så var det en af de bedre sejre over lokalrivalerne, fortæller Nikolai Vinther, der også forklarer noget af rivaliseringen mellem de to hold.
”Jeg tror i bund og grund, at det handler om den geografiske placering, og at vi omgås hinanden i styrkelokalerne. Det er ikke særlig sjovt at komme til styrketræning, hvis vi har tabt, men modsat sjovt, hvis vi har vundet. Derudover havde vi lidt revanche til gode fra Final4 sidste år, så det var dejligt med en sejr.”

Lukas Jørgensen og Nikolaj Læsø, der sammen stod for 17 af de 35 mål, startede også året ud med at komme på Rundens Hold. Og det er nogle af de takter, som holdet skal tage med til Sønderjyske fredag, hvis Århus Håndbold skal vende retur med point, fortæller Nikolaj Vinther.
”Hvis vi spiller ligeså godt, som vi spillede mod Skanderborg, så er jeg sikker på, at vi i hvert fald kan få et bedre resultat end her på hjemmebane. Jeg synes, vi har nogle gode chancer for at vinde, hvis vi gør vores ting.”

Seneste opgør mod morgendagens modstander findes i efteråret, hvor VORES HOLD tabte 25-28 i Ceres Arena. I øjeblikket ligger de to hold lige med 18 point efter de første 18 kampe. Husker Nikolai Vinther tilbage, så var første opgør en rigtig dårlig dag på kontoret, hvilket kun gør det endnu vigtigere at hente point i morgen.
”Det er jo et af de hold, som vi formodentlig kommer til at kæmpe med om en slutspilsplads. Derfor er det på mange måder er det lidt en fire-points kamp og meget vigtigt, at vi får point.”

VORES HOLD skal holde de gode takter i de kommende kampe, hvis vi skal hente point nok til at rykke over slutspilsstregen. Der er ikke plads til mange nederlag, men det er kun med til at gøre det mere spændende, siger Nikolai Vinther.
”Det gør det bare federe. Når man kigger på vores slutprogram, har vi nogle kampe, der giver os muligheder for at hente point, hvis vi kan finde ud af at præstere ordentligt. På den måde er det med til at gøre slutfasen mere intens med mange modstandere placeret omkring os. Derudover har jeg også en tro på, at det nok skal komme til at gå godt.”

Kampen mod SønderjyskE byder også på et besøg hos Nikolai Vinthers kommende klub, men det ændrer langt fra på, at Nikolai Vinther gerne vil retur til Smilets By med to point.
”Det kan godt være, at jeg holder lidt ekstra øje med omklædningsrummenes faciliteter, men det kommer ikke til at ændre på, at vi skal smadre dem, som vi skal smadre alle andre.”

Kampen mod SønderjyskE spilles i morgen i Broager Sparekasse SKANSEN kl. 19.30 – du kan følge opgøret live på tophåndbold.