En lille finale venter i aften for VORES HOLD

Med en sejr over Fredericia Håndboldklub i seneste opgør, er der pustet nyt liv i troen på slutspil for VORES HOLD. Det kræver dog, at spillerne i aften fortsætter den gode præstation, de leverede i Ceres Arena, og henter to point på udebane over Mors/Thy Håndbold.
Derfor betragtes aftenens opgør også som en lille finale for Århus-spillerne fortæller VORES HOLDs venstrefløj Tobias Møller.
”Vi er nødt til at vinde kampen, hvis vi skal have et lille håb om at gå i slutspillet. Så vi går ind til kampen, som var det en finale.”

En sejr i aftenens opgør er vigtig for begge hold. Med de to point i aften, og en sejr på mere end to mål, rykker VORES HOLD op over slutspilsstregen, og skubber derved Mors/Thy ud. En sejr for Mors/Thy derimod kan betyde et forspring på fire point ned til SønderjyskE og VORES HOLD, der i øjeblikket ligger på en delt niende plads med hver 20 point efter 22 kampe. De elementer der fungerede godt i opgøret mod Fredericia, skal tages med videre til aftenens kamp for at sikre en sejr, fortæller Tobias Møller.
”Vi skal få løbet en masse. Jeg tror, at Mors/Thy er lidt mere koncentreret i deres kontrafase, så der skal vi løbe noget bedre hjem end mod Fredericia. Derudover skal vi få brugt mange af spillerne, så der er energi til at spille hele kampen.”

Det var en god præstation spillerne fra VORES HOLD leverede i Ceres Arena til fødselsdagsopgøret mod Fredericia. Nikolaj Læsø, Anders Martinusen og Torben Petersen fandt vej til målet adskillige gange. Det betød også en plads på Rundens Hold for Nikolaj Læsø, der endte som topscorer med 7 mål. Christoffer Bonde stod også godt fast i målet og endte med en redningsprocent på 42.

VORES HOLD har dog været bedst på udebane i denne sæson, og møder i aften et af de hold, der har været bedst på hjemmebane. 12 point i 11 kampe har Mors/Thy hentet på hjemmebane. Det samme antal point har Århus Håndbold hentet på udebane. At Mors/Thy har en berygtet hjemmebane i ´Bette Balkan´ er dog kun med til at gøre kampen sjovere, ifølge Tobias Møller.
”Jeg synes, det er meget sjovt at spille sådan nogle steder. Jeg kan godt lide, når der er lidt stemning, og publikum giver lidt igen. Det synes jeg, er med til at give en federe kamp, så jeg glæder mig.”

Kampen spilles kl. 20.00 i Thyhallen – tager man ikke turen nordpå, så sendes opgøret på TV2 Sport med optakt fra kl. 19.30.

Kom så orange!

2020-03-03T13:39:57+01:00