Jens Fredsgaard efter sejren over REH: ”Vi slider for det i dag”

VORES HOLD blev genrejst i dagens kamp mod Ribe-Esbjerg i en stort set tom Ceres Arena. Her tog de orange en velfortjent sejr på 27-23 efter et godt spil på banen, hvor det også blev et comeback til Mads-Peter Lønborg i den orange trøje.

Helt fra start viste VORES HOLD et fremragende forsvarsspil, der igennem hele kampen gav Ribe-Esbjerg problemer. Og hvis det ikke var parader fra Peter Lund, der forhindrede modstanderne i at score mål, så stod Jens Fredsgaard oftest i vejen i målet. Det er dog først efter 22 minutter, at Ribe-Esbjerg HH for alvor taber pusten, og VORES HOLD får segmenteret en fornuftig føring med gode scoringer fra Torben Petersen. Lukas Jørgensen satte et godt punktum på 1. halvleg med en scoring på tomt mål med en assist fra Mads-Peter Lønborg, der gjorde comeback på banen efter en skadespause siden jul.

Jens Fredsgaard fortsatte det fremragende målmadsspil i 2. halvleg godt hjulpet på vej af et stabilt niveau i forsvaret. Et offensivt forsvar med en spiller fremme fra Ribe-Esbjerg satte kort en pause for scoringer fra VORES HOLD og bragte modstanderen tilbage i kampen med kun to mål op til VORES HOLD. Nikolaj Læsø fandt dog hurtigt rytmen igen og fik sat vigtige scoringer i mål. Med knap syv minutter igen tog Århus Håndbold den sidste timeout og kørte efterfølgende en sikker sejr hjem i et opgør, der endte 27-23. Torben Petersen og Nikolaj Læsø bliver delt topscorer i opgøret med hver seks mål.

Manden i målet, Jens Fredsgaard, var også godt tilfreds med indsatsen fra VORES HOLD efter de 60 minutters kamp og roser forsvaret for et godt forarbejde. Selv ender han med en redningsprocent på 40.
”Det gør meget, at jeg har et par hurtige redninger, men vi slider også for det i dag, og vores forsvar står godt. Det skaber en forudsætning for, at jeg kan stå en god kamp.”

Vi manglede dog vores dejlige tilskuere på lægterne, men håber I fulgte med hjemme foran skærmen og fejrede de to vigtige point med os. Vi følger stadig udviklingen og holder jer løbende orienteret om situationen, og hvornår vi kan se jer på lægterne igen.
Næste kamp for VORES HOLD venter onsdag d. 19. marts kl. 18.30 på udebane mod Skjern Håndbold – vi holder jer opdateret på en eventuel livestream fra kampen.

Kampens målscorere:
Torben Petersen: 6 mål
Nikolaj Læsø: 6 mål
Lukas Jørgensen: 4 mål
Mads-Peter Lønborg: 3 mål
Anders Martinusen: 3 mål
Mathias Larson: 2 mål
Fredrik Schilling: 2 mål
Nikolai Vinther: 1 mål

2020-03-09T23:09:57+00:00