Erik veje: Jeg tror, vi alle sammen har glædet os rigtig meget

I dag kunne vi endelig tage hul på sæson 20/21, da drengene fra Århus Håndbold mødte ind til træning i Ceres Arena. Her blev det også et velkommen til de seks nye spillere, som i dag bliver en del af VORES HOLD. En spændende opstart venter, og cheftræner Erik Veje ser frem til at arbejde med holdet og den nye sammensætning.
”Jeg tror, vi alle sammen har glædet os rigtig meget til at komme i gang med håndbolden igen. Jeg synes, vi har et utroligt spændende hold, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med et hold, som egentlig starter fra scratch. Det vil sige, at der er en masse muligheder for at starte på ny og definere en måde at forholde sig på, både til hinanden, og også spilmæssigt. Det bliver spændende her de første par dage at se, hvilke ressourcer der er til rådighed. Et er at se spillerne i andre sammenhænge, nu kommer de til Århus Håndbold, og så skal vi se, hvor deres grænser går, og hvilke systemer, forsvar og angreb, vi kan spille med dem.”

At få opbygget et samspil mellem nye og gamle spillere, er også noget, som assistenttræner Simon Sørensen ser frem til. Han ser dog også på et sammenspillet hold med en realistisk tidshorisont og ved, at det ikke er noget, der kommer på plads i løbet af en uge.
”Det bliver jo at få det hele sat sammen som en enhed, og det kan godt komme til at tage tid. Der bliver en masse defensive projekter med forsvaret, som vi skal finde ud af, hvem der skal stå hvor, og hvilke formationer, vi skal dække. Angrebsspillet tager jo også lang tid, så vi skal bruge noget tid på at finde ud af, hvordan vi får de her forskellige kompetencer sat sammen. Det bliver noget helt andet, end vi har været vant til.

Seks nye spillere er i dag tjekket ind på VORES HOLD. Cheftræner Erik Veje, ser det dog langt fra som en udfordring, men i stedet noget, der giver mange muligheder for Århus Håndbolds kommende spil.
”Jeg synes sommetider, man overvurderer problemstillingen. Det er selvfølgelig en undskyldning, vi kan bruge, hvis vi taber, men som udgangspunkt, så ser jeg det ikke, som det helt store problem. Det er klart, at vi skal spille lidt mere enkelt i spilopbygningen, men det tror jeg ikke, bliver det store problem. Der vil gå nogle måneder, før vi er helt på vores top, men det ser spændende ud, og jeg synes, det er en rigtig fin sammensætning, vi har fået.

Mandag d. 9 marts spillede Århus Håndbold den sidste kamp i sæsonen 19/20, knap en uge efter ramte corona-restriktionerne, og håndbolden har lagt på hylden længe for spillerne. Til trods for en løbetest i den første del af træningen, så bliver det ifølge Erik Veje en rolig opstart.
”Det er klart, vi skal være forsigtige den første uges tid, for lige at se, hvor folk er henne. Uanset om de har trænet selv, så er det også noget andet at komme ind på halgulvet og skal til at ændre retning. Så vi skal se, om vi kan undgå alt for mange overbelastningsskader. Herudover handler det også om, at jeg prøver mere at lave spillestilen efter spillerne end at indpasse spillerne efter spillestilen, så vi kan se, hvor kompetencerne er.

I sidste sæson spillede Århus Håndbold med flere forsvars-ansgrebs udskiftninger. Noget som måske ikke kommer helt så meget i brug i denne sæson, tilføjer Erik Veje.
“Jeg glæder mig allerede nu over, at der er rigtig mange tovejsspillere. Det vil sige, at den trafik vi måske havde tit og ofte sidste år, det vil vi gerne slippe for i år. Det var jo meget logistik i finde ud af, hvordan vi kunne spille. Det ser ud som om, at vi har fået en sammensætning, hvor det bliver frem over feltet, ofte med dem, som også dækker op.”

Forude venter knap halvanden måned med opstart for VORES HOLD – heriblandt også en masse træningskampe, hvor du kan se holdet i aktion. Følg med her på siden de kommende dage for tid og sted for træningskampene.

2020-07-20T20:44:44+02:00