Endnu en fredag, endnu en kamp og endnu en tur til Vestjylland for VORES HOLD. I dag gælder det TTH Holstebro i Gråkjær Arena kl. 19.00 i 8. spillerunde af Herre Håndbold Ligaen.

Et stærkt mandskab venter for Århus-spillerne i dag. TTH Holstebro har fået en fin start på ligaen og er noteret for otte point efter de første seks kampe. Senest i deres kampprogrammet, findes en sejr over Bjerringbro-Silkeborg Håndbold på 33-28, hvor de virkelig fik vist, at bredden på holdet er stor. En bredde der er blevet prøvet godt af de seneste 14 dage, hvor kampen i dag mod VORES HOLD bliver den sjette på 13 dage for holdet.

Århus Håndbold kommer selv med et nederlag sidste fredag mod Skjern. Der var dog gode takter i kampen, som kan tages med videre til dagens opgør. Norske William Aar gjorde en god figur igennem hele kampen, og fik sat seks scoringer ind bag de to unge Skjern-målmænd, ligesom de to stregspillere Børm og Jørgensen også leverede på banen. Lukas Jørgensen scorede syv mål på otte forsøg, og det sendte ham endnu engang på Rundens Hold.

Nu venter der en ny kamp, stadig i det Vestjyske. Skal der to point med hjem, skal VORES HOLD præstere på højt niveau. Vi tror selvfølgelig på, at spillerne kan levere overraskelsen.

Kampen kan du som altid følge på tophåndbold med kampstart kl. 19.00