Lørdag eftermiddag vendte VORES HOLD retur fra det nordjyske med et nederlag til de forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold på 40-31. En kamp, hvor Aalborg Håndbold igen viste, hvorfor de kan kalde sig danske mestre. Selvom det ikke blev point til kontoen, så blev godt med spilletid til Mathias Larson, der kvitterede med fem scoringer.
”Det var fint, jeg kom ind og fik lidt spilletid. Det var dejligt at få nogle mål på kontoen, få lidt spil i gang og nogle minutter i benene.”

Tidligere Århus Håndbold-spiller, Nikolaj Læsø, havde bestemt ikke glemt, hvordan man scorer mål efter sit skifte til Aalborg Håndbold. I kampen endte han som topscorer for Aalborg Håndbold med 11 mål. Til dels fordi Århus Håndbolds forsvar ikke helt kunne finde rytmen, fortæller Mathias Larson.
”Det bunder både lidt ud i, at vores forsvar ikke helt rammer, og ikke får lukket ned for Læsø specielt i 2. halvleg, og at vi laver nogle afslutninger i angrebet, som de får nemt ved at løbe ned og lave kontrascoringer på. Vi er jo godt med i stort set hele første halvleg, indtil vi får en udvisning i slutningen. Så laver de en tre-fire mål i de minutter, hvor vi ikke har momentum. Selvfølgelig var de også favoritter, men det er altid lidt uheldigt, når det er en udvisning og et par dumme afslutninger der gør, at man er bagud med fire ved pausen.”

I dag møder VORES HOLD Ribe-Esbjerg HH i 11. spillerunde af Herre Håndbold Ligaen. Ribe-Esbjerg HH, der gemmer på to holdkammerater fra sidste sæson; Rene Villadsen og Besard Hakaj, er ikke kommet helt så godt fra start i denne sæson. Efter de første 10 kampe er de noteret for tre point, men det betyder langt fra, at der skal tages let på opgøret, fortæller Mathias Larson.
”Det bliver en vigtig kamp, ligesom de næste fem-seks stykker også gør. Vi er på hjemmebane og Ribe-Esbjerg har haft en svær sæson, men jeg synes, de har et fint hold. Det er ikke et hold, hvor man bare siger, dem tager man sgu to point imod. Men det er klart, det er ved at være en forudsætning for at komme med i slutspillet. Et hold som Mors/Thy har fået mange point, og SønderjyskE fik nogle i starten, man måske ikke havde regnet med. Så der er jo ved at være pres på, hvis man skal med i slutspillet.”

Vi tog afsked med Rene Villadsen og Besard Hakaj i sidste sæsons noget afkortede version. Og ligesom flere spillere nævnte inden kampen mod Aalborg Håndbold og Nikolaj Læsø, så glæder Mathias Larson sig til at se to tidligere holdkammerater i dagens kamp.
”Det er altid specielt at møde nogle, man har spillet på hold med, fordi man har et andet kendskab til spillerne end det, man har set på video. Vi er jo godt klar over, hvor Rene og Besard har deres styrker og svagheder, så det kan vi selvfølgelig spille lidt på. Omvendt kender de også os, og de kender trænerne. De har jo også nogle fordele eller ulemper, det er altid den kamp, der kører fra sidelinjen.

Mathias Larson var også en del af VORES HOLD sidste sæson. I denne sæson deler han posten på playmakerpositionen med nytilkomne August Wiger. Selvom det meste af silletiden er tilfaldet August Wiger, så er Mathias Larson glad for sin svenske makker.
”Jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde, både til træning og kampe. I de fleste kampe har august spillet meget, og nu spillede jeg meget mod Aalborg, men vi er gode til at snakke, både til træning og kamp, om hvad det er, der fungerer, og hvordan vi får et godt angrebsspil sat op.”

Kampen mod Ribe-Esbjerg HH spilles på hjemmebane i Ceres Arena i dag kl. 20.00. Som altid kan du følge kampen på tophåndbold eller på VORES HOLDs instagramprofil.