”Det er ikke et hold, hvor man bare siger, dem tager man sgu to point imod,” sagde Mathias Larson om Ribe-Esbjerg HH inden aftenens opgør. Og det skulle også vise sig at blive svært. Ikke fordi Ribe-Esbjerg HH var velspillende, men fordi meget lidt fungerede for VORES HOLD i løbet af kampen. Føringen var på plads i pausen med stillingen 16-14, men i 2. halvleg gav Ribe-Esbjerg HH dødsstødet for to point til Århus Håndbold. Spillerne fra vores hold kæmpede for at hente Ribe-Esbjergs føring, men uden held. Derfor endte opgøret 25-31 til udeholdet.

Århus Håndbold startede ellers opgøret ganske fint og tog hurtigt føringen. Dog ikke uden en afbrænder på en gammel kending på målet, Rene Villadsen, der pillede en kontrachance fra Lasse Nikolajsen. Ribe-Esbjerg HH hentede føringen efter ni minutter og sådan fortsatte kampens første halvleg. Århus kom i front med et par mål, hvorefter Ribe-Esbjerg brugte et par angreb på at udligne. Dog kunne Århus Håndbold gå til pause med en føring på to mål med stillingen 16-14.

Den gode start fra første halvleg udeblev i de sidste 30 minutter. Ribe-Esbjerg havde hurtigt udlignet, og Århus Håndbols spil blev lidt forhastet. Ribe-Esbjerg forstyrrede på en mærkelig måde, og Århus-spillerne kunne ikke finde løsningerne. Udskiftningsbænken blev en banegård i forsøget på at finde løsningerne, mens Ribe-Esbjerg ikke vaklede i deres spil, og derfor fik en komfortabel sejr kørt hjem på 25-31.

Lyspunktet til kampen var dog, at vi kunne fejre ”500.000 på 50 dage” – for vi nåede i mål med vores kampagne takket være en helt fantastisk opbakning fra sponsorer, sæsonkortholdere, frivillige og venner af klubben. En kæmpestor tak fra alle os i og omkring Århus Håndbold.
Men det betyder langt fra, at vi er færdige med at sælge hverken støttetrøjer eller mundbind, så hvis du ikke nåede at få det købt inden, så har du stadig chancen.

Kampens målscorere:
Lasse Nikolajsen: 6 mål
Rasmus Kier: 3 mål
August Wiger: 3 mål
Mathias Larson: 2 mål
Lukas Jørgensen: 2 mål
Jesper Dahl: 2 mål
Emil Jessen: 2 mål
Frederik Børm: 2 mål
Jon Katballe: 1 mål
William Aar: 1 mål
Mads-Peter Lønborg: 1 mål