Nogle gange har man bare en god dag på halgulvet, og det havde Mathias Larson i fredags mod Mors/Thy håndbold. Selvom det ud fra statistikken måske ikke så sådan ud med et enkelt mål og fire assist, så var Mathias en stor brik i det samlede puslespil i kampen. Han er dog heller ikke bleg til at rose holdkammeraternes indsats i kampen.
”Først og fremmest spillede vi både godt forsvarsspil og angrebsspil. Vi kom til en masse fine afslutninger, som gjorde, at de ikke bare kunne lave de der 5-10 kontramål, som vi i nogle kampe har indkasseret.”

Kampen i Ceres Arena mod Ribe-Esbjerg HH inden landsholdspausen gik langt fra som håbet, hvor Ribe-Esbjerg HH tog de to point med retur. Alligevel kan Mathias Larson se sammenligninger mellem de to opgør, hvor det seneste endte med sejr og to point til Århus Håndbold.
”De to første halvlege var meget ens, forholdsvis tætte kampe. Så fik vi gejlet os selv op i pausen mod Mors/Thy. Vi var godt klar over, at de kom de første 10 minutter og ville forsøge alt på at hente de tre mål, vi førte med. Der gav vi den lige lidt ekstra, og de havde også en hård kamp i benene fra pokalkampen i midtugen. Så hvis vi kunne få knækket den der, så var vi ret overbeviste om, at så kunne vi godt køre den hjem, og det lykkedes heldigvis.”

Næste opgør for VORES HOLD venter i morgen mod Skanderborg Håndbold. Århus Håndbold har allerede mødt Skanderborg Håndbold én gang i denne sæson på udebane, hvor det blev til et nederlag på 25-30. Husker vi tilbage til seneste opgør i Ceres Arena, så var det en helt anden sag. Her blev det nemlig til en storsejr på 35-25 til VORES HOLD.
”Jeg håber, det går, som det gik sidste år i Ceres Arena, men det kan man ikke bare skrive en drejebog på og spille den samme kamp. Men jeg tænker, at det bliver en kamp, hvor vi kommer til at se en masse video fra den første kamp, vi spillede, og se på, hvad vi gjorde godt og skidt imod dem. For det er lige så meget de ting, vi gjorde godt, som vi skal gøre mere af, som det er de ting, vi gjorde skidt, der skal laves om.”

Kigger vi på kampprogrammet for resten af 2020, venter der med dagens kamp seks opgør inden julepausen. To af dem på hjemmebane i Ceres Arena, resten på udebane, hvor statistikken for VORES HOLD er knap så god. Det er dog mod hold, som Århus Håndbold skal kunne konkurrere med for at blive en del af top otte. Også Mathias Larson ser optimistisk på en top otte placering hen over juleferien.
”Vi ligger forhåbentlig i top otte, og der kommer også nogle kampe, hvor der er mulighed for at indhente de point, der er op til top otte. Lemvig/Thyborøn i den sidste kamp op til jul er selvfølgelig ret vigtig at vinde, men også en kamp, som Lemvig/Thyborøn vil gøre alt for at vinde. For det er altid godt at gå på julepause med to point og et godt udgangspunkt,

Første skridt i jagten på en top otte-placering er en sejr mod Skanderborg Håndbold i Ceres Arena i morgen. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30, og kan som altid følges på tophåndbold.