Rasmus Kier og Lasse Nikolajsen, to nye fløjspillere på holdkortet i Århus Håndbold denne sæson. Begge skiftede fra en 1. divisionsklub for at vende tilbage til liganiveau. Et skifte de har klaret så godt, at Århus Håndbold fortsætter samarbejdet med begge spillere for endnu en sæson til sommeren 2022.

Sportschef Peter Bredal ser frem til at fortsætte samarbejdet med de to fløjspillere og roser dem for den indsats, de allerede har leveret på banen i denne sæson.
”Vi er lidt over halvvejs i sæsonen og begge fløjspillere har vist, at de er klar til at give alt på banen, når de får chancen. Potentialet er stort for begge spillere, og vi glæder os til at følge deres udvikling i endnu en sæson for VORES HOLD.”

Højrefløj Rasmus Kier skiftede fra Skive fH til Århus Håndbold i denne sæson. Fra sæsonens start har han vist, at skridtet tilbage til HTH Herreligaen, var det helt rigtige for ham. Og Århus Håndbold er det rigtige sted for ham at fortsætte udviklingen, fortæller Rasmus Kier.
”Først og fremmest er jeg glad for at være her, hvilket jo er det vigtigste. Derudover passer det godt til min udvikling at tage en sæson mere i Århus Håndbold, og forhåbentlig lægge endnu et lag på mit spil. Alt i alt har jeg været glad for den første halve sæson her og en forlængelse passer godt både privat og til mine sportslige ambitioner.”

Lasse Nikolajsen var også ny mand i Århus Håndbold, da vi startede sæsonen. Venstrefløjen skiftede fra TM Tønder, og er ligesom Rasmus Kier vokset med skridtet op til HTH Herreligaen. Lasse Nikolajsen har vist sig som en vigtig spiller både fra fløjen og straffekastlinjen og glæder sig til at fortsætte som en del af VORES HOLD i endnu en sæson.
”Forlængelsen kommer af et håb om at bevare den rolle som jeg har nu. Århus Håndbold er et godt hold med gode mennesker både på og udenfor banen. Det passer godt ind i resten af mit liv at forlænge, når jeg både bor og studerer her i Aarhus, så det går op i en højere enhed.”