Som opvarmning til Håndboldherrernes kvartfinale spillede VORES HOLD i går træningskamp mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i Stjær-hallen. Netop denne kamp var sidste chance for at prøve nye opstillinger og situationer af, inden vi igen tager hul på HTH Herreligaen.

Her blev der meget spilletid til blandt andet Anton Laursen, der fik sendt flere gode bolde i mål. Derudover fik vi set Mads-Peter Lønborg på højre back, en position han tidligere har prøvet kræfter med, inden han i december 2019 blev skadet i foden.

Selvom de to hold fulgtes godt ad i 1. halvleg, så havde BSH dog teten og kunne gå til pause i front 18-15. Føringen blev i de første 15 minutter af anden halvleg udbygget, inden VORES HOLD igen fik styr på spillet og reduceret en smule til slutresultatet 29-36.

Forude venter endnu en træningsuge for spillerne fra VORES HOLD, inden vi på lørdag d. 6. februar igen tager hul på HTH Herreligaen, hvor Skjern Håndbold gæster Ceres Arena kl. 14.00.