I weekenden kunne Håndboldherrerne igen løfte VM-trofæet efter de på flotteste vis forsvarede deres VM-titel. Det sætter også et punktum for en måneds opstart for VORES HOLD, der på lørdag igen tager hul på HTH Herreligaen med et opgør på hjemmebane mod Skjern Håndbold. Opstarten har budt på en del træning både i styrkelokalet, på håndboldbanen og i træningskampe.

Mens der har været tid til at pleje spillere, der har døjet med små skader, så har VORES HOLD også brugt tid på både forsvar- og angrebsspillet i januar, fortæller Simon Sørensen.
”Vi har brugt januar på at skærpe en smule på det fysiske. Så har vi haft nogle spillere med lidt skavanker, som vi har doseret, så de er klar, når vi skal spille igen. Håndboldmæssigt har vi kigget meget på vores forsvar og arbejdet med nye opstillinger, mens vi stadig har justeret lidt på det gamle. Oveni har vi også eksperimenteret lidt med noget nyt. Så der har været tre ting i fokus; noget opsamling og noget nyt på to forskellige fronter, som vi forhåbentlig får gjort klar til at spille de sidste kampe.”

To nederlag til Fredericia HK og Bjerringbro-Silkeborg samt en sejr over Aalborg Håndbold er resultaterne fra træningskampene i januar. Selve resultatet i kampene er dog ikke der, hvor trænerstaben har lagt fokus, fortæller Simon Sørensen.
”Alle hold prøver meget af i sådan nogle træningskampe, så man er ikke fuldstændig fokuseret på resultatet, men der er selvfølgelig altid nogle ting, man ikke er helt tilfreds med. Sådan er det, og man kan ikke tage alting ud fra en træningskamp, hvor der mangler nerve og sådan nogle forskellige ting. Grundlæggende har vi fået set en masse fine ting. Der er nogle spillere, der har fået lov til at spille en masse, og som har gjort det rigtig fint, og det kan vi jo tage med videre. Så håber vi, de sidste ting kommer, når det bliver lidt mere alvorligt.”

Inden vi igen tager hul på HTH Herreligaen, så er status for Århus Håndbold en 11. plads med 14 point for 18 kampe. Sagen er ganske alvorlig, og point skal hentes, hvis slutspillet skal nås. Det sker dog med fokus på en kamp ad gangen, mener Simon Sørensen.
”Det bliver jo helt Caroline Wozniacki, hvor vi er nødt til at tage en kamp ad gangen. For vi kan ikke tænke flere kampe frem overhovedet. Vi må tage en kamp ad gangen, og se om vi kan slå Skjern. Slår vi ikke Skjern, er vi jo endnu mere under pres, så skal vi se, om vi kan slå TMS Ringsted. Sådan vil det være, hver gang vi spiller. På den måde er vi nødt til at tage en kamp ad gangen og se, hvordan det ser ud. Så må vi se, hvor vi er henne, når vi har spillet alle otte kampe.”

Målsætningen for sæsonen var slutspillet. Det er stadig muligt, men der skal vindes kampe i sidste halvdel af grundspillet, for at samle nok point. Og det er noget, som man arbejder hårdt på hos Århus Håndbold.
”Slutspillet skal vi gå efter, selvom jeg ved, det er svært, når jeg kigger på vores kampprogram. Så længe det kan lade sig at gøre, så tror jeg på, at det kan ske,” siger Simon Sørensen.

Århus Håndbold åbner 2021 med en kamp på hjemmebane mod Skjern Håndbold på lørdag d. 6. februar. Kampen er desværre uden tilskuere, men vi livestreamer opgøret, godt krydret med gode analyser fra tidligere spillere, Mads Lind og Jacob Halle. Se med, når vi varmer op til opgøret med optakt fra kl. 13.30 på aarhushaandbold.dk