Der er ikke mange runder tilbage for at hente point nok til slutspillet for VORES HOLD, mens kampprogrammet derudover ikke byder på de nemmeste kampe. En farlig cocktail der vidner om, at der skal point og sejre på bordet, hvis sæsonmålsætningen om slutspillet skal nås.

Gode takter de to seneste kampe puster dog liv til håbet om spænding i de kommende spillerunder. Allerede i morgen venter TTH Holstebro på hjemmebane i Ceres Arena kl. 14.00. Kampen i efteråret mod selvsamme viste, at Århus Håndbold, når de rammer dagen, kan spille med mod toppen af HTH Ligaen. VORES HOLD var foran i stort set hele opgøret, hvor TTH Holstebro først i de sidste 10 minutter fandt hjemmeholdet løsningerne. Det vendte desværre resultatet, så de to point blev i Gråkjær Arena.

For VORES HOLD er der i øjeblikket tre point op til slutspillet. For TTH Holstebro er pladsen så godt som sikret. De er i øjeblikket placeret på fjerdepladsen med 26 point i 20 kampe. Senest har de dog et nederlag til BSH med sig, men det er et særdeles formstærkt hold, som vi får at se på banen i morgen. Specielt Christoffer Cichosz var farlig på TTH-stregen med syv mål for syv forsøg. Derudover finder vi også to verdensmestre på holdkortet hos TTH Holstebro; Magnus Bramming og Michael Brun.

Kaster vi blikket på de to seneste opgør for VORES HOLD, så er der også gode aktioner at finde her, der kan give os muligheden for at hente de to eftertragtede point i morgen. Specielt Anton Laursen er virkelig stemplet ind i truppen i 2021 og har med sine ni mål i de to seneste opgør været en vigtig faktor, blandt andet i de to point, der blev sikret i Ringsted.

Kigger vi ind i målet til Jens Fredsgaard og Christoffer Bonde, så har de to herrer også startet håndboldåret ganske godt ud med stærke præstationer. Gode arbejdsbetingelser for mændene i målet, finder vi dog i forsvaret, som specielt i forårspremieren mod Skjern Håndbold leverede et højt niveau

Om Århus Håndbold igen får hevet et godt forsvar op ad posen, får bremset de skydelystne vestjyder og selv får sendt nok scoringer i mål til to point, må vi se i morgen, når opgøret fløjtes i gang kl. 14.00 i Ceres Arena.

Kampen kan du livestreame på Århus Håndbolds hjemmeside lige her, hvor vi gør dig helt klar til opgøret allerede fra kl. 13.10 med debuterende studievært Fredrik Schilling. Vores egen cheftræner Erik Veje og assistenttræner Claus Uhrenholt fra TTH Holstebro har lovet at ligge vejen forbi studiet. Fredrik Schilling får derudover selskab af sportschef Peter Bredal, hvor de to herrer tager dig igennem opgøret med kampstart kl. 14.00