Tilbage i oktober besøgte KIF Kolding Ceres Arena i et opgør, der endte med to point til VORES HOLD efter en flot præstation på banen. I morgen gælder det returopgøret i Sydbank Arena, og for begge hold spidser det til for at hente point, der kan sikre en plads i slutspillet. Derfor tør vi allerede nu love dig en spændende håndboldkamp til fredagsslikket.

Seneste opgør var en af de bedre for VORES HOLD, og mange spillere leverede et højt niveau på banen. Mads-Peter Lønborg, Emil Jessen og Christoffer Bonde var tre vigtige mænd bag sejren med 19 ud af de 33 scoringer – en enkelt af disse også fra Bondes arm, der i målet stod med en redningsprocent på 50. Spillet på banen flød, spillerne fandt hinanden og stort set alt gik op i en højere enhed, til trods for et kæmpende KIF-mandskab.

KIF Kolding har i sæsonen gjort godt brug af syv mod seks spillet, det samme gjorde de i dette opgør. Det gav mål på måltavlen, men Århus Håndbold-spillerne fik også udnyttet det til tider tomme mål med hurtig midte eller et KIF-forsvar der ikke helt var på plads inden Århus-skytterne kom buldrende. Det bliver dog langt fra en kopi af seneste opgør, hvis du spørger cheftræner Erik Veje.
”Det var en fin kamp, hvor rigtig, rigtig meget lykkedes. Men vi har en ny kamp mod KIF Kolding nu, og det er en meget afgørende og spændende kamp, vi har i vente.”

Højrebacken Peter Balling var en af de spillere, som gjorde lidt ekstra ondt på VORES HOLD i seneste opgør. Sammen med Chris Jørgensen topper de to spillere også listen for flest assist med Peter Balling øverst på listen med 85, på tredjepladsen Chris Jørgensen med 72. Peter Balling og Chris Jørgensen har da også været i fokus hos trænerstaben.
”I syv mod seks-spillet er det Chris Jørgensen, der lægger og tegner og fortæller, og så Balling der kommer, når Jørgensen krydser ham op. Der er også andre problemstillinger, så vi prøver at prioritere tingene, så godt vi kan,” siger Erik Veje

Selv de helt små marginer kan tælle i de resterende opgør, og det er da heller ikke en meget villig cheftræner, der svarer på, om han vil uddybe nogle af de problemstillinger, han selv nævner.
”Det er nogle valg, man skal træffe. Hvor meget skal de to backs dække stregspillerne med den risiko, at de bliver sat ud af banen. Så det er en meget hård prioritering af, om det er bedre vi få seks mål fra stregen, men til gengæld holder ydersiden af de to backs. Så jeg vil ikke sige hvordan, men vi kommer til at lave nogle hårde prioriteringer.”

En ændring vi dog har set på banen i de første forårskampe, er mere spilletid til Anton Laursen og en omskoling af højrefløj Mads-Peter Lønborg til højreback. Begge har vist fint potentiale, blandt andet Anton Laursen i forsvaret, og det er også rosende ord, der falder til den nye højreback fra cheftræneren.
”Jeg synes, han gør det rigtig godt. Han er en fin rambuk, især mod et hold, som ikke har så mange mand til mand spillere som vores. Her er det rigtig fint at have MP, der går i dybden, og han har jo fysikken til det,” siger Erik Veje.
Om alle omstændigheder, så venter der et spændende opgør for VORES HOLD i morgen. Du kan følge kampen på KIF Koldings facebookside lige her med kampstart kl. 18.30 og optakt fra kl. 18.00. Du kan som altid også følge opgøret på tophåndbold.