Århus Håndbold havde inden aftenens opgør sat sig selv i en svær position. Skulle der holdes liv i sæsonmålssætningen, så skulle der også point på kontoen. Det samme gjorde sig gældende for dagens modstander, KIF Kolding, der inden dagens opgør, var to point foran Århus Håndbold.

At der var kamp om pointene for begge hold var tydeligt at se fra første fløjt. Begge hold var anspændte og skulle bruge kampens første minutter på at spille nerverne af. Efter 10 minutter var stillingen 4-3 til Kolding, hvor flere brændte chancer og en stærk Tim Winkler i målet, gjorde det svært for Århus-spillerne. Flere udvisninger til KIF Kolding holdt Århus Håndbold med i kampen, men KIF dog i hele tiden et lille skridt foran i aktionerne. Derfor kunne de også gå til pause i front med 17-13.

KIF-føringen blev i 2. halvleg langsomt udbygget. Hjemmeholdet var stærkest i aktionerne, selvom Århus Håndbold gjorde hvad de kunne i begge ender. Specielt Jesper Dahl og Rasmus Kier forsøgte at holde Århus med i kampen og et lille comeback kunne skimtes. KIF Kolding lod sig dog ikke skræmme på banen, fik lukket godt ned for Århus Håndbold-skytterne, og når bolden endelig kom forbi, stod Tim Winkler klar i målet. Derfor blev det også en sejr til hjemmeholdet på 32-27 i aftenens opgør.

Om det hedder slutspil eller kvalifikationsspil, så skal der om alle omstændigheder point på kontoen. Jagten fortsætter i de resterende fire kampe af grundspillet for VORES HOLD!

Næste kamp venter på hjemmebane søndag d. 7 marts, hvor Aalborg Håndbold gæster Ceres Arena. Vi livestreamer opgøret til jer her på hjemmesiden med optakt fra kl. 14.15 – Fredrik Schilling og Peter Bredal har fået genvalg i kommentatorstolene og tager dig sikkert igennem opgøret.

Kampens målscorere:
Rasmus Kier: 7 mål
Lasse Nikolajsen: 5 mål
Jesper Dahl: 4 mål
Emil Jessen: 4 mål
Mathias Larson: 3 mål
Lukas Jørgensen: 2 mål
Anton Laursen: 2 mål