Søndag eftermiddag bød på papiret på en hård modstander. Aalborg Håndbold, de danske mestre lagde vejen forbi Ceres Arena og VORES HOLD i 23. runde af HTH Ligaen. Flere corona-tilfælde i Aalborg-lejren betød, at flere store spillere måtte blive hjemme, og muligheden for at hente point mod en svær modstander kunne skimtes af VORES HOLD.

Helt til syne på banen kom det dog ikke i de første minutter af gårsdagens kamp. Aalborg Håndbold kom godt fra start og kom hurtigt foran med en komfortabel føring. Angrebsspillet for VORES HOLD havde startvaskeligheder, og specielt en længere scoringspause fra Århus-spillerne, gav gode arbejdsbetingelser for gæsterne. Det udnyttede de på bedste vis og kunne bygge på den allerede gode føring. Kort før pausen fik VORES HOLD dog hul på boblen, fik reduceret lidt på måltavlen til 9-13, blandt andet med flere gode gennembrud fra Emil Jessen.

De sidste 30 minutter af kampen, viste Århus Håndbold dog, at de ikke gav let op, selvom det så svært ud. Jens Fredsgaard tog godt fra i målet, hvor også defensiven stod godt i forsvaret. William Aar fik med flere scoringer i angrebet langsomt ædt sig ind på Aalborg-føringen, og et comeback kunne synes ved stillingen 14-16. Gode takter fra VORES HOLD, fik Aalborg håndbold til at tage timeout, og der blev justeret på banen. Århus Håndbold fortsatte med fine præstationer i begge ender af banen, men forskellen på de to hold blev i sidste ende for stor. Derfor var det Aalborg håndbold, der i går kunne tage de to point med Ceres Arena efter en sejr på 26-22.

Udenfor banen gik det lidt bedre for VORES HOLD, hvor vi lykkes med en fantastisk livestream af kampen. Her skal vi endnu engang sige stort tak til BusinessFilm og Christoffer Håkansson for at hjælpe med at gøre det muligt.

Nu venter en landsholdsuge, hvor vi sender fire spillere afsted til samling, inden vi i næste uge igen tager hul på HTH-Herreligaen med et udebaneopgør mod Ribe-Esbjerg HH.

Kampens målscorere:
Emil Jessen: 5 mål
Frederik Børm: 4 mål
William Aar: 4 mål
Lasse Nikolajsen: 4 mål
August Wiger: 1
Jesper Dahl: 1 mål
Lukas Jørgensen: 1 mål
Mads-Peter Lønborg: 1 mål
Mathias Larson: 1 mål