Tilskuerpladserne i Ceres Arena har været tomme længe, i går følte vi dog en opbakning uden lige alligevel. Vi nåede nemlig op på 4315 solgte støttebilletter til kampen. Et antal der viser, at I trods hårde tider, bakker utrolig meget op om VORES HOLD. Vi er så taknemmelig for den opbakning, I har vist os!

Helt så godt gik det dog ikke indenfor de 40×20 meter, hvor ét enkelt mål i 19 minutter gav de bedste comeback-muligheder til Mors/Thy, som de udnyttede på bedste vis.

Århus Håndbold kom dog ellers godt fra start med en bagkæde bestående af Larson, Wiger og Lønborg. Mulighederne var der og målene røg ind. 12-7 var stillingen efter 23 minutter, men så kom scoringspausen og den var lang. En pause efter 30 minutter var heller ikke nok til at sætte gang i målene igen, mens Mors/Thy strøg lige igennem Århus-forsvaret.

MP Lønborg fik endelig brudt scoringsmuren og sendte to hurtige scoringer i mål, men der var stadig store problemer i angrebet. Mors/Thy fortsatte dog fremmarchen og forstod også at fejre målene på bænken, så det kunne høres i den stort set tomme Ceres Arena. Derimod blev det mere og mere stramt for Århus Håndbold, der også havde problemer med at sende bolden i mål på straffekast. Lukas Jørgensen spillede dog en fornuftig kamp og endte som topscorer for VORES HOLD med 6 mål.

Nu skal der graves dybt, inden vi skal møde Sønderjyske Herrer i sidste runde af HTH Herreligaen d. 4 april kl. 15.30 i SKANSEN.